Kondolere, hvor fil jeg savne dig Ingeborg, du var altid så hyggelig at besøge.hvil i fred.
d. 1. marts mistede vi i sandhed en ganske særlig person. Ingeborg Nielsen blev 97 år. I dag skulle jeg et ærinde i Horsensområdet, og kom igennem Eriknauer, hvor Ingeborg netop blev født, og de næste timer tog alle minderne om Ingeborg over.
11 år nåede jeg at kende Ingeborg. Jeg havde dengang lidt fritimer og ville gerne hjælpe i ”en hjælpende hånd”. Mit første møde med hende var på Toften, hvor hun som altid var skarp i replikken og fik mig sat godt på plads, da jeg spurgte ind til hendes fritidssysler…. ”Jeg er 86 år, har hus og have og laver mad hver dag – er det måske ikke nok”
Ingeborgs barndom gik med at hjælpe sine forældre Hans Hansen og Kirstine Hamborg på deres ejendom med roer, kål mv. De var selvforsynende og Hans handlede med heste. De havde køer, grise, høns og andre dyr. I 1933 kom Ingeborg efter sin konfirmation ud for at tjene. I 1941 mødte hun manden i sit liv, Edward, og de blev gift i Hatting Kirke. I 1948 flyttede de til Lihme Skov, hvor de drev Fredenshjem Fiskeri. Og det er nok her fra Ingeborg havde sine evner til at holde styr på tal. Hun sørgede nemlig for regnskaberne, og lige til det sidste var der bestemt ingen der skulle snyde hende, når det handlede om økonomi. Lige så vigtigt var det for hende at få afregnet, hvis hun skyldte folk penge.
Edward og Ingeborg drev fiskeri indtil 1966, hvor Edward desværre døde i alt for tidlig en alder – kun 54 år gammel. Dammene blev solgt, og hun fik job i Vingsted på et fiskeri. Hun fortalte mig, at hun var så god til at pille fiskeæg fra, at hun ofte fik en ekstra fridag, som de andre ikke måtte vide noget om.
Så blev det 1973, og Ingeborg flyttede til Toften i Billund. Her fik hun de bedste naboer, som hun har nydt utallige sjove timer sammen med. Hun elskede når Kaj, Hilda, Kirsten, Villy og Birgit holdt julefrokost sammen, som var en tradition, der blev holdt ved lige til det allersidste. Jeg har selv været så heldig at opleve deres festlige komsammen. Snaps, snapsesang og Birgits hjemmelavede sang har altid været festlige sjove og årligt tilbagevendende indslag.
I 2008 solgte Ingeborg sit hus på Toften og flyttede ned på Skolevej, og her fik hun også mange gode år. Hendes gode humør og positive sind overvandt mange sygdomme, brækkede lemmer mv. ”Ukrudt forgår ej så let” sagde hun. En læge sagde til hende, at hendes gode humør, var den allerbedste medicin kroppen kunne få. Jeg har hørt utallige historier om gamle dage: da hun arbejdede i huset for kr 35,- i løn pr. måned, når hun til en eksamen fik lov til at købe hindbær bolsjer i kræmmerhus for 10 ører, eller om hvordan jeg skulle lave SKIDEN æg, for hendes var den bedste. Jeg spurgte hende engang, om der aldrig havde været andre mænd end Edward i hendes liv. ”Jo jo – der var Ingolf fra Skærbæk, og han ville have at jeg skulle flytte ned til ham!” ”Nååå, gjorde du så det”, spurgte jeg. Og hun havde såmænd svaret ham: ”Står der idiot bag på den frakke, der hænger dér, for så er det sku´ ik´min frakke! Hvis du dør, så får jeg jo 5 kolde spark i røven!” Ja, ingen kunne løbe om hjørner med Ingeborg. Hun kunne være en stædig rad, og det kunne hendes besøgsven også være, så diskussioner havde vi ofte, når hun ville have ret, men vi gik altid fra hinanden med grin og smil på læben. Hendes hukommelse var beundringsværdig, og hun huskede ALT. Hun var så kvik og skarp, og når jeg havde hende med til banko sad hun altid med 6 kort og alligevel kunne hun servere sjove kommentarer mellem opråb af tal. Hun var mådeholden, når det handlede om at købe ind til de rigtige tilbud eller at genbruge et stykke sølvpapir. Men når det gjaldt venner og familie, så begavede hun dem altid til fødselsdage og jul, for som hun sagde: ”Der er så mange, der er gode ved mig, så det vil jeg jo også gerne være ved dem”. Hun fik besøg af SÅ mange – altid var der kaffe på kanden og plads til en god snak og et godt grin.
Desværre måtte hun flytte endnu engang efter et fald og endnu en genoptræning. Den sidste tid fik hun på plejehjemmet, og hun mistede lidt af sin gnist. Når man spurgte hende, hvordan det gik, så blev hun ked af det og var trist over, at hun ikke kunne noget mere. Men jeg skulle kun lige komme med et nyt spørgsmål, så vendte hendes humør: ”har du fået foldet nogle tebreve og lavet nogle kort, vi kan købe”…. Og så fortalte hun ellers festligt, om hvor flotte kort, hun havde lavet. ”Jeg er så go´ til det, for jeg er jo den eneste, der ikke ryster på hånden! De andre er jo syge og gamle! ”
Og sådan vil jeg huske Ingeborg – det positive sind og altid en frisk bemærkning!
Mine tanker går til Aase, Anton, Ulla og Ole (m. fam.)
Hvil i fred, kære Ingeborg.
De kærligste hilsner Helle Schmidt, Billund